I vildrede.

Nu har man langt om længe fået sig et rum, hvor man kan få afløb og reflekterer, så jeg vil gerne fortælle om et dilemma jeg en dag blev sat i. Det handler om en dag, hvor jeg var afsted til kamp med et kvindehold, jeg var træner for på det gældende tidspunkt. Dette kvindehold stod og manglede en træner, og jeg tog opgaven til mig, og det skal siges at alders-gruppen på dette hold var mellem 16-40år. Nogle af disse kvinder spillede fodbold for sammenholdets skyld, mens andre spillede for at vinde, og jeg er selv en der går ind for at sejre, men da nogle af disse kvinder gjorde det for hyggens skyld tabte de tit stort før jeg kom til.

Nå men til den konkrete situation. Vi var afsted til kamp, det var en solrig dag og humøret højt, stemningen var god og alle i glade. Vi springer et stykke ind i kampen som udviklede sig til vores fordel, vi førte kampen, pludselig kommer der en af disse kvinder hen til mig og siger, at hvis ikke hun får mere spilletid at så bliver hun sur og laver oprør.

Denne kvinde var, og jeg skal være ærlig, ikke ligefrem den bedste fodboldspiller. Det der skete inde i mig, var at jeg blev fyldt med raseri som jeg ganske vist undertrykte i situationen, jeg måtte ikke lade det påvirke min dømmekraft under kampen. Men det som gjorde mig rasende, var det at hun ikke vidste hvad jeg havde i sinde, så havde hun måske ventet et halvt minut, så havde hun måske helt automatisk fået den spilletid hun ønskede. Det var for mig det samme som, at hun gik ind i en konfrontation for at gøre mig underlegen, så hun i sidste ende kunne få sin vilje.

Der er kan så at sige være to dilemmaer eller konflikter i denne situation. Det første det at hun prøvede på at fravriste mig rollen som autoritet med hendes aggressive adfærd. Det andet det at jeg stod at skulle tage valget mellem at være den træner jeg var ansat til at være, eller at være pædagogisk med enten en demokratisk eller laissez-faire tilgang til den rolle jeg nu havde påtaget mig.

Så min reflektion må være, om jeg skulle stå fast i at være træner, så gjorde hvad jeg taktisk kunne for at denne gruppe af kvinder kunne få en sejr, eller lade en i gruppen overtage rollen som leder? Hvilket også leder hen til det andet, om jeg som træner skulle være den der tog beslutningerne, eller jeg skulle lade alle få deres ønsker opfyldt? Hvis man så nyansat træner har meldt ud hvilken linie der blev lagt, er det så ikke iorden at tage beslutninger der ikke ville give alle lige meget spilletid, når fodbold er et spil hvor det gælder om at vinde? Skal man gå på kompromis i sådan en situation og sikre sig fællesskabet så at sige sejre?