- En konflikt i en børnehave
af Allan Skjødt
Sommer var det, midt på dagen, i et hul ved hækken. Lige for stod jeg’et med ryggen mod mig’et og så den anden vej. Igennem hækkens sorte og tykke, krogede grene i skyggen af solen sad mig’et og kiggede ud af hullet i hækken, hvor flere af mig’erne kom ud og gik ind som Elverfolk.
Inde bag hækkens mørke, lod mig’et med sine øjne glide mod jeg’et, som var omringet af de andre mig’er. I sin desperate kaldende på jeg’ets opmærksomhed: ”Kukuk, her over - hallooo du der - jeg er her over - kom og se”, mig’et søgte at få noget sagt. Ved at høre sig selv råbe blev mig’et ligesom lidt beklemt. Så kom der en tanke. Mig’et krøllede sig sammen… Med pludselige bevægelser, kom mig’et susene ud af hækken, som om mig’et krympede sig under solens stråler.
Mig’et kom hen til jeg’et. Tog fat i jeg’ets hånd og med det kraftigste bid, satte mig’et tænderne i jeg’ets mellemledsknogle. I fortvivlelse over denne mangel på harmoni, vred jeg’et sig. Jeg’et så vemodigt og hjælpeløst, op mod Himlen… På de rå firkantede fliser, stod et andet jeg, som greb mig’et i armen, slæbende hen over de rå firkantede fliser, placeret fængslende på en bænk: ”HVAD HAR DU GANG I!”, dette blev sagt i en afvisende tone.
Mig’et så forbavset op efter jeg’et, men jeg’et stod ganske rolig og så ned på mig’et. Mig’et kiggede ned på de rå firkantede fliser.
af Allan Skjødt
Sommer var det, midt på dagen, i et hul ved hækken. Lige for stod jeg’et med ryggen mod mig’et og så den anden vej. Igennem hækkens sorte og tykke, krogede grene i skyggen af solen sad mig’et og kiggede ud af hullet i hækken, hvor flere af mig’erne kom ud og gik ind som Elverfolk.
Inde bag hækkens mørke, lod mig’et med sine øjne glide mod jeg’et, som var omringet af de andre mig’er. I sin desperate kaldende på jeg’ets opmærksomhed: ”Kukuk, her over - hallooo du der - jeg er her over - kom og se”, mig’et søgte at få noget sagt. Ved at høre sig selv råbe blev mig’et ligesom lidt beklemt. Så kom der en tanke. Mig’et krøllede sig sammen… Med pludselige bevægelser, kom mig’et susene ud af hækken, som om mig’et krympede sig under solens stråler.
Mig’et kom hen til jeg’et. Tog fat i jeg’ets hånd og med det kraftigste bid, satte mig’et tænderne i jeg’ets mellemledsknogle. I fortvivlelse over denne mangel på harmoni, vred jeg’et sig. Jeg’et så vemodigt og hjælpeløst, op mod Himlen… På de rå firkantede fliser, stod et andet jeg, som greb mig’et i armen, slæbende hen over de rå firkantede fliser, placeret fængslende på en bænk: ”HVAD HAR DU GANG I!”, dette blev sagt i en afvisende tone.
Mig’et så forbavset op efter jeg’et, men jeg’et stod ganske rolig og så ned på mig’et. Mig’et kiggede ned på de rå firkantede fliser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar