En uge i børnehave.

Dette indlæg handler om en positiv pædagogisk oplevelse jeg havde, ja jeg var i praktik i en børnehave. På daværende tidspunkt, havde jeg ikke troeet jeg selv ville ende som pædagog en dag.  Ambitionerne var større, men jeg blev klogere.

Jeg fandt hurtigt ud af at det pædagogiske arbejde der lå her ikke ”bare” var at passe børn, eller ”bare” lege og drikke kaffe. Selvom aldersforskellen i en børnehave kun er 2-3 år, er det stadig her  aldersforskellen virker som meget mere, da rejsen fra vuggestue, til børnehave, til skole er lang og sej. 
Når barnet starter i børnehave fra vuggestue, er det en stor forandring. Rutinerne, reglerne, legepladsen, det hele er nyt og anderledes og det kan for mange børn være rigtig svært i starten. I den børnehave jeg var, valgte de at tackle dette ved en fast og tryg rutine. Om morgenen når mor eller far tog afsted fik børnene lov til at komme op i vinduet og vinke farvel, dette gjorde at børnene hurtigt blev klar over at mor og far altså kom igen hver dag.
Det var de smås rutiner, dem der kom lige fra vuggestuen og dem der skulle vænne sig til noget nyt på en god måde. I børnehaven er der også de ældre børn, dem som skal starte i skole og det skal pædagogerne ruste dem til. Derfor var det sådan, at når man var en af de store, så skulle det slutte med at vinke farvel til mor og far i vinduet og slutte med at tegne tegninger der ikke forestiller noget og slutte med ikke at koncentrere sig og gøre sig umage.
At forberede børnene på dette, var sjovt nok ikke den store opgave, de gjorde hvad der blev sagt og opførte sig til min overraskelse utrolig pænt. Når de blev bedt om at tage deres overtøj på selv, gjorde de det og når de blev bedt om at lave en perlebakke om fordi den var for sjusket lavet, gjorde de også det.
Men. En ting er at lære børn, en anden ting er at lære deres forældre. De ville stadig vinke farvel og de ville stadig fare rundt i hele børnehaven og sørge for de ting de selv skulle lære når de blev hentet. Så selvom børnene (nogen børn og nogen forældre) havde været søde og selvstændige hele dagen, blev de fuldstændige hjælpeløse når forældrene kom. De vidste godt at de bare kunne sætte sig ned og være hjælpeløse eller græde lidt så fik de før eller senere deres vilje.
Her blev jeg klogere og her lærte jeg at respektere pædagogens arbejde, de er dygtige og min ”bare” og ”bare” holdning forsvandt, stedet blev jeg inspireret af både børn og pædagoger, for børn er nemme at arbejde med hvis dog bare forældrene ville give slip og forstå hvad der er bedst for barnet og ikke for dem selv.  
  

Min Bamse ... Måske ?

Tirsdag aften efter træning kommer vores lille fløj hen til mig og for at sige, at hun ikke vil med på håndboldturen den kommende weekend. Hun bliver ked af det og vil ikke snakke om det. Hun siger, at hendes forældre venter på hende og bliver nødt til at gå. Jeg blev i hallen og var ved at rydde bolde, kegler, skjolde osv. op, da fløjen og hendes forældre kommer ind til mig i hallen igen og vil snakke med mig.
Hendes forældre fortæller mig, at grunden til, at hun ikke vil med på turen er, at hun ofte får hjem ve og ikke føler sig tilpas uden forældrene ved hendes side. Jeg kan se, at fløjen føler sig utilpas og bliver ked af det igen, men hun prøver at holde det inde, da drenge holdet, som skulle til at træne, var begyndt at komme ind i hallen. Jeg spurgte og vi ikke skulle sættes os ind i mødelokalet, så vi ikke blev forstyrret og for, at fløjen ikke skulle stå og føle sig til grin. Inde i mødelokalet, var en mere intim, rolig og privat atmosfære i forhold til inde i hallen, hvor stemningen var mere stiv og en smule anstrengt.

Forældrene fortæller, at fløjen ikke altid har haft problemer med at sove ude. For nogle år siden sov hun ved hendes rigtig gode veninde, og den aften blev hendes far indlagt på sygehuset pga. hjerte problemer, ikke noget alvorligt, men siden dengang, har fløjen været utryg ved at sove ude. Det havde været en rigtig grim oplevelse for hende og er utrolig bange for at miste og for at gå glip af noget.  Da samtalen har kørt i ca. en halv times tid, nævner faderen en bamse. En bamse, som giver fløjen tryghed, varme og ro. Med bamsen kan hun finde den fred, hun har brug for, for at klare en nat væk fra forældrene. Fløjen synes ikke, at det er en god idé at tage bamsen med på tur, da hun synes det er pinligt, at være 12 år og have sin sovebamse med sig. Hun er bange for, at de andre piger vil synes, at hun er barnlig og lukke hende ude af fællesskabet. Hele holdet er stadig nyt og jeg forstår hendes frustrationer og er fast besluttet på, at vi må finde en løsning i fællesskab. Hun foreslår selv, at forældrene kan komme og hente hende om aftenen og komme med hende næste dag igen, men det er en for lang tur for forældrene at køre. 

Vi kommer på at holde et pyjamas party, hvor alle pigerne skulle tage deres yndlings bamse med.  Fløjen og forældrene syntes, at det var en god idé og vi blev enige om at gøre det på den måde. Forældrene sagde til mig, at vi bare kunne ringe, hvis det blev nødvendigt, hvilket gav mig en vis tryghed ift. at skulle have hende med.  Vi kom af sted og havde alle sammen en rigtig dejlig og hyggelig tur, og fløjen nævnte ikke på et eneste tidspunkt, at hun ville hjem. Vi har siden været på flere ture uden problemer, hvor fløjen uden skam har haft sin bamse med og ingen af de andre piger har nævnt det eller set skævt til hende.
Det var en god oplevelse for os alle.  

Hullet i hækken

- En konflikt i en børnehave

af Allan Skjødt

Sommer var det, midt på dagen, i et hul ved hækken. Lige for stod jeg’et med ryggen mod mig’et og så den anden vej. Igennem hækkens sorte og tykke, krogede grene i skyggen af solen sad mig’et og kiggede ud af hullet i hækken, hvor flere af mig’erne kom ud og gik ind som Elverfolk.

Inde bag hækkens mørke, lod mig’et med sine øjne glide mod jeg’et, som var omringet af de andre mig’er. I sin desperate kaldende på jeg’ets opmærksomhed: ”Kukuk, her over - hallooo du der - jeg er her over - kom og se”, mig’et søgte at få noget sagt. Ved at høre sig selv råbe blev mig’et ligesom lidt beklemt. Så kom der en tanke. Mig’et krøllede sig sammen… Med pludselige bevægelser, kom mig’et susene ud af hækken, som om mig’et krympede sig under solens stråler.

Mig’et kom hen til jeg’et. Tog fat i jeg’ets hånd og med det kraftigste bid, satte mig’et tænderne i jeg’ets mellemledsknogle. I fortvivlelse over denne mangel på harmoni, vred jeg’et sig. Jeg’et så vemodigt og hjælpeløst, op mod Himlen… På de rå firkantede fliser, stod et andet jeg, som greb mig’et i armen, slæbende hen over de rå firkantede fliser, placeret fængslende på en bænk: ”HVAD HAR DU GANG I!”, dette blev sagt i en afvisende tone.

Mig’et så forbavset op efter jeg’et, men jeg’et stod ganske rolig og så ned på mig’et. Mig’et kiggede ned på de rå firkantede fliser.

I vildrede.

Nu har man langt om længe fået sig et rum, hvor man kan få afløb og reflekterer, så jeg vil gerne fortælle om et dilemma jeg en dag blev sat i. Det handler om en dag, hvor jeg var afsted til kamp med et kvindehold, jeg var træner for på det gældende tidspunkt. Dette kvindehold stod og manglede en træner, og jeg tog opgaven til mig, og det skal siges at alders-gruppen på dette hold var mellem 16-40år. Nogle af disse kvinder spillede fodbold for sammenholdets skyld, mens andre spillede for at vinde, og jeg er selv en der går ind for at sejre, men da nogle af disse kvinder gjorde det for hyggens skyld tabte de tit stort før jeg kom til.

Nå men til den konkrete situation. Vi var afsted til kamp, det var en solrig dag og humøret højt, stemningen var god og alle i glade. Vi springer et stykke ind i kampen som udviklede sig til vores fordel, vi førte kampen, pludselig kommer der en af disse kvinder hen til mig og siger, at hvis ikke hun får mere spilletid at så bliver hun sur og laver oprør.

Denne kvinde var, og jeg skal være ærlig, ikke ligefrem den bedste fodboldspiller. Det der skete inde i mig, var at jeg blev fyldt med raseri som jeg ganske vist undertrykte i situationen, jeg måtte ikke lade det påvirke min dømmekraft under kampen. Men det som gjorde mig rasende, var det at hun ikke vidste hvad jeg havde i sinde, så havde hun måske ventet et halvt minut, så havde hun måske helt automatisk fået den spilletid hun ønskede. Det var for mig det samme som, at hun gik ind i en konfrontation for at gøre mig underlegen, så hun i sidste ende kunne få sin vilje.

Der er kan så at sige være to dilemmaer eller konflikter i denne situation. Det første det at hun prøvede på at fravriste mig rollen som autoritet med hendes aggressive adfærd. Det andet det at jeg stod at skulle tage valget mellem at være den træner jeg var ansat til at være, eller at være pædagogisk med enten en demokratisk eller laissez-faire tilgang til den rolle jeg nu havde påtaget mig.

Så min reflektion må være, om jeg skulle stå fast i at være træner, så gjorde hvad jeg taktisk kunne for at denne gruppe af kvinder kunne få en sejr, eller lade en i gruppen overtage rollen som leder? Hvilket også leder hen til det andet, om jeg som træner skulle være den der tog beslutningerne, eller jeg skulle lade alle få deres ønsker opfyldt? Hvis man så nyansat træner har meldt ud hvilken linie der blev lagt, er det så ikke iorden at tage beslutninger der ikke ville give alle lige meget spilletid, når fodbold er et spil hvor det gælder om at vinde? Skal man gå på kompromis i sådan en situation og sikre sig fællesskabet så at sige sejre?