Personkarakteristik.

Hovedpersonen:X er en ung mand på 18 år, der netop har fået kørekort og læreplads. Han bor på døgninstitution, fordi hans mor frivilligt har fået ham anbragt, da hun ikke kan klare opgaven selv længere og ikke følte at hun kunne gøre nok i forhold til hans udvikling.
X er retarderet og lider derudover af autisme. Dette betyder, at han har brug for meget struktur i sin hverdag. Her benytter han sig af piktogrammer, som viser ham hvad han skal, så der som udgangspunkt ikke kommer til at ske noget uventet, hvilket kan få X til at reagere meget voldsomt. Han har også vanskeligheder med at skabe relationer til andre mennesker og han lukker kun meget få ind i sit liv. Han har svært ved at overskue andre end sig selv.
Derudover har X svært ved at udtrykke sig på en hensigtsmæssig måde, men er blevet meget bedre i den tid han har været på institutionen. Han kan ikke finde ud af, hvordan han skal reagere på andre følelser.
Fysisk set er X helt normalt udviklet og elsker at bl.a. at spille fodbold.

Moderen:Moren er 45 år gammel og er enlig. Hun har tre børn - X på 18 år og et sæt tvillinger på 12 år. Hun arbejder til dagligt på kontor, hvor hun står for alt det praktiske for virksomheden, hvor en almindelig uge ikke nødvendigvis kun består af 37 timers arbejde.
Hun har selv bestemt at X skulle bo på institutionen, da hun ikke selv føler, at hun kan magte og klare opgaven på den bedst mulige måde. Derudover havde hun to små tvillinger og var lige gået fra manden da X blev anbragt.

Pædagogen:Pædagogen blev færdiguddannet i 2005, hendes speciale var social adfærdsvanskelige børn og unge. Hun er 43 år gammel og bor sammen med sin mand og to børn i en lille by ca. en halv times kørsel fra institutionen. Hun har siden hun blev færdiguddannet arbejdet på institutionen, hvor hun også var i hendes tredje praktik. Hendes hverdag består primært af dagvagter, og enkelte weekendvagter. Der udover har hun af og til nogle aftenvagter. Hun er meget glad for sit arbejder og glæder sig hverdag til at komme afsted.

Vennen:X er Anbragt på døgninstitution fordi han lider af udviklingshæmmet. X har ofte vredesudbrud og kan ikke fungere socialt med hans jævnaldrene og andre. Han har desuden svært ved at starte og holde en samtale. Af og til gør han i frustration også skade på sig selv. F.eks. ved at banke hovedet ind i væggen. X holder sig mest for sig selv.

En atypisk dag

Hovedpersonen er en ung mand på 18 år, der netop har fået kørekort og læreplads. Han bor på døgninstitution, fordi hans mor har fået ham anbragt da hun ikke kan klare opgaven selv længere, og ikke kunne gøre nok i forhold til hans udvikling.  

Den unge mand er retarderet, og lider derudover af autisme. Dette betyder at han har brug for meget struktur i sin hverdag. Her benytter han sig af piktogrammer som viser ham hvad han skal, så der som udgangspunkt ikke kommer til at ske noget uventet, hvilket kan få ham til at reagere meget voldsomt. Han har også vanskeligheder med at skabe relationer til de andre børn og det pædagogiske personale. Han lukker kun meget få ind i sit liv, da han har svært ved at overskue andre end sig selv.

Der er han, bag den regnvåde rude. Han sidder på sin stol og kigger ud, imellem dråberne som har sat sig fast på vinduet. Formiddagen efterfulgt af eftermiddagen, han ventede på det øjeblik hvor han skulle gå ud af sit værelse, og ud i den lange gang for der at gå til enden af gang og til sidst at gå til højre ind i et andet rum.

Mens han ventede på at skulle gå ind i det andet rum, tænkte han sit liv igennem. Siden han blev anbragt på døgninstitutionen har det været en Sisyfosarbejde, men nu går det endeligt godt for ham. Han tænkte på at han endelig havde fået en læreplads, hos den lokale købmand, samt havde han fået et scooterkørekort. Nu ventede han bare på svar fra sin socialrådgiver, om han kan få lov til at blive flyttet til en voksen døgninstitution. Han håbede på at han kunne få lov til at flytte, men samtidig vidste han at det ville blive svært at få hans ansøgning godkendt i systemets snævrehed.

Et kort øjeblik drejede han sit hoved, og kiggede op på sine piktogrammer. De viste ham hvad han skal i sin hverdag, så der ikke kom til at ske noget uventet. Han vidste lige præcis hvad han skulle i dag, for det viste billederne ham. Billederne viste ham sin hverdag og hver aften kom en pædagog og skiftede dem ud, ikke alle sammen men nogle af dem så de passede til den næste dag. Denne unge mands hverdag var meget bundet op omkring disse billeder, for hvis han ikke havde disse billeder, ville hverdagsstrukturen blive destrueret.

Hans dag havde forløbet sig ganske roligt, han startede morgen ved at pædagogen bankede på hans dør og sagde ”godmorgen”. Han stod op og gik hen til sine billeder, og så at han skulle tage tøj på. Derefter skulle han rulle gardinerne fra, så morgen lyset kunne lyse hans værelse op. Han kiggede på billederne igen og så, at han skulle gå på toilet og gøre sig klar, dette indebærer tandbørstning, morgenvask og sætte hår. 

Efter toiletbesøget skulle han have noget at spise, så han gik ud på gangen og ned til køkkenet, hvor der stod en pædagog som havde gjort klar til at ham, og de andre børn kunne spise morgenmad. Han sad altid på den samme plads, på den samme stole ved bordet, tættest på vinduet så han kunne kigge ud på træerne, dette beroligede ham meget. De andre børn sad også ved bordet, og ligesom ham sad de også på de samme pladser, på deres faste stole. Pædagogerne på stedet havde lavet en tegning over, hvor man skulle sidde, der var altid faste pladser. Nogle af dem sad ude i køkkenet samme med to pædagoger, mens der var andre der sad i stuen med en pædagog. 

Da han var færdig med at spise, tog han sin tallerken og bar den hen til opvaskemaskinen. Derefter gik han ind på sit værelse, kiggede endnu en gang på sine billeder for at se hvad han så skulle. Der så han at han skulle tage sit vasketøj, og bære det ud i vaskerummet. For at han kunne få sit tøj ind i vaskerummet, skulle han spørge en pædagog om at få låst døren op.

 Da han havde lagt sit vasketøj ud i vasketøjskurven, spurgte han en af pædagogerne om han måtte gå uden for og ryge. Det måtte han gerne, men pædagogen skulle følge med. De gik sammen ud af på den terrasse hvor man måtte ryge. Man måtte kun stå en af gang og ryge sammen med en pædagog derude. Man skulle være 18 år for at få lov til at ryge på stedet. Pædagogen der stod sammen med drengen, spurgte ham om han havde haft en god morgen, og om han glædede sig at se sin mor. ”Ja” svarede han køligt til pædagogen, uden at kigge på pædagogen.

Da han havde taget det sidste sug af sin cigaret, smed han sit skod ned i et askebægre og gik med hurtige trin ind igen på sit værelse.

Nu kunne han se på sine billeder, at han selv kunne få lov til at bestemme hvad han skulle lave, det stod der jo på hans billeder. Han låste døren og satte sig derefter i sin stol, trak sig over til sit computerbord og tændte for sin computer. Her spillede han et bilspil hvilket han syntes rigtig godt om. Efter en halv time slukkede han for spillet og for computeren. Han vidste så var det snart, at han skulle have besøg af sin mor. Han ventede bare på at hans pædagog ville komme, og banke på hans dør.

Det bankede på hans dør. ”Må jeg komme indenfor” lød det fra den kvindelige pædagog, som stod uden for døren. ”Ja” sagde han, og rejste sig op fra stolen låste døren op for hende, og satte sig ned igen. Den kvindelige pædagog kom ind og sagde til drengen: ”Så er det nu du får besøg af din mor. Vi skal gå ned til besøgsrummet”. Han rejste sig op fra stolen, satte den på plads og gik ud af døren sammen med den kvindelige pædagog. Sammen gik de ned ad gangen hen til det besøgsrum, hvor han skulle være sammen med sin mor. 

På vej hen til besøgsrummet stod der et af de andre børn. Drengen de gik forbi, kiggede ind i væggen. Men lige pludseligt gav drengen sig et ordentligt hvæs, strakte ryggen og hovedet tilbage som bue, og hamrede hovedet lige ind i væggen. BANG sagde det da hans hovedskal ramt væggen, så hårdt at det rungede i hele gangen. BANG, BANG, BANG, så voldsomt, at selv vinduerne begyndte vibrerede. ”Hvad er der vejen” spurgte den kvindelige pædagog drengen. Han værnede hende ikke et blik, han så kun ned i gulvet, med hovedet ind i væggen. Han kunne nemlig ikke lide at have øjenkontakt. Han pustede sig langsomt op og råbte med al sin kraft ad den kvindelige pædagog: ”JEG SKAL HAVE NOGET AT ÆDE!”. En anden pædagog kom styrtende hen, og tog sig af drengen, der fortsat hamrede sit hoved ind i væggen.  

Den kvindelig pædagog der skulle følge drengen, der skulle have besøg af sin mor, ned til besøgsrummet, og havde endelig nået hen til døren til besøgsrummet. Pædagogen tog i håndtaget til døren og åbnede den. Der sad moren til drengen. Hun sad med armene krydsede over hinanden og så på sit armbåndsur. Da pædagogen kom ind værnede moren ikke et blik til pædagogen. Moren kiggede første op da hendes dreng havde sat sig i stolen nær hende. Han sagde ikke noget til hende. Den kvindelige pædagog sad for bordenden, så hun kunne overvære besøget. Drengen så på sin mor men kunne ikke få øjenkontakt til hende. Han kiggede der efter ned i bordpladen. 

Da moren endelig kiggede op fra sit armbåndsur, udbrød hun rasende: ”Nu har jeg aldrig kendt magen til frækhed! Kan I ikke klokken her på stedet? Jeg skal sidde her og vente så lang tid på at min søn kommer ind. Der er gået ti minutter over tiden” Moren fortsatte med at råbe af den kvindelige pædagog. Drengene kiggede forsat ned i bordet. Moren pustede sig op og blev helt rød i hovedet, mens hun råbte ad den kvindelige pædagog: ”HVA FANDEN HAR I GJORT VED MIN SØN?”

Informationsbrev.

Tekst 1. (internt til forældre)

Kære forældre.

Mandag d 14 vil vi, pædagogstuderende fra Randers, lave et forløb med gul stue, som hedder "trolde i skoven".

Vi har sammen med børnene læst i bøger om trolde. Derfor har vi planlagt et forløb som vil foregå ude i Fladbro skov.

Formålet med dette forløb er at udvikle børnenes sprog gennem fantasi, og på den måde få skabt samtale mellem børnene, og mellem børn og pædagoger.

Børnene skal ud og opleve fortællingen i praksis og det vil foregå således: Vi tager ud i skoven og samler en masse ting fra naturen som vi kan tage med tilbage til børnehaven som skal bruges til at lave trolde af, og mens vi er i skoven vil der blive fortalt "røverhistorier" om trolde, og når vi så er tilbage og skal lave "troldene" med de ting der er samlet sammen, bruger vi tingene til at lære om naturen.

OBS. da dette skal fremlægges for vores medstuderende, beder vi om tilladelse til at fotografere børnene under forløbet.

Tekst 2. (eksternt til kollegaer)

Kære Kollegaer.

Vi studerende fra Campus Randers vil lave et forløb med børnene, hvor vi vil arbejde med narrativ pædagogik gennem troldefortællinger, hvor vi samtidig bruger vores omsorgs- og social-kompetencer til udvikling. Vi vil igennem forløbet prøve at fremme børnenes sprog og kreativitet.

MVH

De studerende.

En uge i børnehave.

Dette indlæg handler om en positiv pædagogisk oplevelse jeg havde, ja jeg var i praktik i en børnehave. På daværende tidspunkt, havde jeg ikke troeet jeg selv ville ende som pædagog en dag.  Ambitionerne var større, men jeg blev klogere.

Jeg fandt hurtigt ud af at det pædagogiske arbejde der lå her ikke ”bare” var at passe børn, eller ”bare” lege og drikke kaffe. Selvom aldersforskellen i en børnehave kun er 2-3 år, er det stadig her  aldersforskellen virker som meget mere, da rejsen fra vuggestue, til børnehave, til skole er lang og sej. 
Når barnet starter i børnehave fra vuggestue, er det en stor forandring. Rutinerne, reglerne, legepladsen, det hele er nyt og anderledes og det kan for mange børn være rigtig svært i starten. I den børnehave jeg var, valgte de at tackle dette ved en fast og tryg rutine. Om morgenen når mor eller far tog afsted fik børnene lov til at komme op i vinduet og vinke farvel, dette gjorde at børnene hurtigt blev klar over at mor og far altså kom igen hver dag.
Det var de smås rutiner, dem der kom lige fra vuggestuen og dem der skulle vænne sig til noget nyt på en god måde. I børnehaven er der også de ældre børn, dem som skal starte i skole og det skal pædagogerne ruste dem til. Derfor var det sådan, at når man var en af de store, så skulle det slutte med at vinke farvel til mor og far i vinduet og slutte med at tegne tegninger der ikke forestiller noget og slutte med ikke at koncentrere sig og gøre sig umage.
At forberede børnene på dette, var sjovt nok ikke den store opgave, de gjorde hvad der blev sagt og opførte sig til min overraskelse utrolig pænt. Når de blev bedt om at tage deres overtøj på selv, gjorde de det og når de blev bedt om at lave en perlebakke om fordi den var for sjusket lavet, gjorde de også det.
Men. En ting er at lære børn, en anden ting er at lære deres forældre. De ville stadig vinke farvel og de ville stadig fare rundt i hele børnehaven og sørge for de ting de selv skulle lære når de blev hentet. Så selvom børnene (nogen børn og nogen forældre) havde været søde og selvstændige hele dagen, blev de fuldstændige hjælpeløse når forældrene kom. De vidste godt at de bare kunne sætte sig ned og være hjælpeløse eller græde lidt så fik de før eller senere deres vilje.
Her blev jeg klogere og her lærte jeg at respektere pædagogens arbejde, de er dygtige og min ”bare” og ”bare” holdning forsvandt, stedet blev jeg inspireret af både børn og pædagoger, for børn er nemme at arbejde med hvis dog bare forældrene ville give slip og forstå hvad der er bedst for barnet og ikke for dem selv.  
  

Min Bamse ... Måske ?

Tirsdag aften efter træning kommer vores lille fløj hen til mig og for at sige, at hun ikke vil med på håndboldturen den kommende weekend. Hun bliver ked af det og vil ikke snakke om det. Hun siger, at hendes forældre venter på hende og bliver nødt til at gå. Jeg blev i hallen og var ved at rydde bolde, kegler, skjolde osv. op, da fløjen og hendes forældre kommer ind til mig i hallen igen og vil snakke med mig.
Hendes forældre fortæller mig, at grunden til, at hun ikke vil med på turen er, at hun ofte får hjem ve og ikke føler sig tilpas uden forældrene ved hendes side. Jeg kan se, at fløjen føler sig utilpas og bliver ked af det igen, men hun prøver at holde det inde, da drenge holdet, som skulle til at træne, var begyndt at komme ind i hallen. Jeg spurgte og vi ikke skulle sættes os ind i mødelokalet, så vi ikke blev forstyrret og for, at fløjen ikke skulle stå og føle sig til grin. Inde i mødelokalet, var en mere intim, rolig og privat atmosfære i forhold til inde i hallen, hvor stemningen var mere stiv og en smule anstrengt.

Forældrene fortæller, at fløjen ikke altid har haft problemer med at sove ude. For nogle år siden sov hun ved hendes rigtig gode veninde, og den aften blev hendes far indlagt på sygehuset pga. hjerte problemer, ikke noget alvorligt, men siden dengang, har fløjen været utryg ved at sove ude. Det havde været en rigtig grim oplevelse for hende og er utrolig bange for at miste og for at gå glip af noget.  Da samtalen har kørt i ca. en halv times tid, nævner faderen en bamse. En bamse, som giver fløjen tryghed, varme og ro. Med bamsen kan hun finde den fred, hun har brug for, for at klare en nat væk fra forældrene. Fløjen synes ikke, at det er en god idé at tage bamsen med på tur, da hun synes det er pinligt, at være 12 år og have sin sovebamse med sig. Hun er bange for, at de andre piger vil synes, at hun er barnlig og lukke hende ude af fællesskabet. Hele holdet er stadig nyt og jeg forstår hendes frustrationer og er fast besluttet på, at vi må finde en løsning i fællesskab. Hun foreslår selv, at forældrene kan komme og hente hende om aftenen og komme med hende næste dag igen, men det er en for lang tur for forældrene at køre. 

Vi kommer på at holde et pyjamas party, hvor alle pigerne skulle tage deres yndlings bamse med.  Fløjen og forældrene syntes, at det var en god idé og vi blev enige om at gøre det på den måde. Forældrene sagde til mig, at vi bare kunne ringe, hvis det blev nødvendigt, hvilket gav mig en vis tryghed ift. at skulle have hende med.  Vi kom af sted og havde alle sammen en rigtig dejlig og hyggelig tur, og fløjen nævnte ikke på et eneste tidspunkt, at hun ville hjem. Vi har siden været på flere ture uden problemer, hvor fløjen uden skam har haft sin bamse med og ingen af de andre piger har nævnt det eller set skævt til hende.
Det var en god oplevelse for os alle.  

Hullet i hækken

- En konflikt i en børnehave

af Allan Skjødt

Sommer var det, midt på dagen, i et hul ved hækken. Lige for stod jeg’et med ryggen mod mig’et og så den anden vej. Igennem hækkens sorte og tykke, krogede grene i skyggen af solen sad mig’et og kiggede ud af hullet i hækken, hvor flere af mig’erne kom ud og gik ind som Elverfolk.

Inde bag hækkens mørke, lod mig’et med sine øjne glide mod jeg’et, som var omringet af de andre mig’er. I sin desperate kaldende på jeg’ets opmærksomhed: ”Kukuk, her over - hallooo du der - jeg er her over - kom og se”, mig’et søgte at få noget sagt. Ved at høre sig selv råbe blev mig’et ligesom lidt beklemt. Så kom der en tanke. Mig’et krøllede sig sammen… Med pludselige bevægelser, kom mig’et susene ud af hækken, som om mig’et krympede sig under solens stråler.

Mig’et kom hen til jeg’et. Tog fat i jeg’ets hånd og med det kraftigste bid, satte mig’et tænderne i jeg’ets mellemledsknogle. I fortvivlelse over denne mangel på harmoni, vred jeg’et sig. Jeg’et så vemodigt og hjælpeløst, op mod Himlen… På de rå firkantede fliser, stod et andet jeg, som greb mig’et i armen, slæbende hen over de rå firkantede fliser, placeret fængslende på en bænk: ”HVAD HAR DU GANG I!”, dette blev sagt i en afvisende tone.

Mig’et så forbavset op efter jeg’et, men jeg’et stod ganske rolig og så ned på mig’et. Mig’et kiggede ned på de rå firkantede fliser.