En atypisk dag

Hovedpersonen er en ung mand på 18 år, der netop har fået kørekort og læreplads. Han bor på døgninstitution, fordi hans mor har fået ham anbragt da hun ikke kan klare opgaven selv længere, og ikke kunne gøre nok i forhold til hans udvikling.  

Den unge mand er retarderet, og lider derudover af autisme. Dette betyder at han har brug for meget struktur i sin hverdag. Her benytter han sig af piktogrammer som viser ham hvad han skal, så der som udgangspunkt ikke kommer til at ske noget uventet, hvilket kan få ham til at reagere meget voldsomt. Han har også vanskeligheder med at skabe relationer til de andre børn og det pædagogiske personale. Han lukker kun meget få ind i sit liv, da han har svært ved at overskue andre end sig selv.

Der er han, bag den regnvåde rude. Han sidder på sin stol og kigger ud, imellem dråberne som har sat sig fast på vinduet. Formiddagen efterfulgt af eftermiddagen, han ventede på det øjeblik hvor han skulle gå ud af sit værelse, og ud i den lange gang for der at gå til enden af gang og til sidst at gå til højre ind i et andet rum.

Mens han ventede på at skulle gå ind i det andet rum, tænkte han sit liv igennem. Siden han blev anbragt på døgninstitutionen har det været en Sisyfosarbejde, men nu går det endeligt godt for ham. Han tænkte på at han endelig havde fået en læreplads, hos den lokale købmand, samt havde han fået et scooterkørekort. Nu ventede han bare på svar fra sin socialrådgiver, om han kan få lov til at blive flyttet til en voksen døgninstitution. Han håbede på at han kunne få lov til at flytte, men samtidig vidste han at det ville blive svært at få hans ansøgning godkendt i systemets snævrehed.

Et kort øjeblik drejede han sit hoved, og kiggede op på sine piktogrammer. De viste ham hvad han skal i sin hverdag, så der ikke kom til at ske noget uventet. Han vidste lige præcis hvad han skulle i dag, for det viste billederne ham. Billederne viste ham sin hverdag og hver aften kom en pædagog og skiftede dem ud, ikke alle sammen men nogle af dem så de passede til den næste dag. Denne unge mands hverdag var meget bundet op omkring disse billeder, for hvis han ikke havde disse billeder, ville hverdagsstrukturen blive destrueret.

Hans dag havde forløbet sig ganske roligt, han startede morgen ved at pædagogen bankede på hans dør og sagde ”godmorgen”. Han stod op og gik hen til sine billeder, og så at han skulle tage tøj på. Derefter skulle han rulle gardinerne fra, så morgen lyset kunne lyse hans værelse op. Han kiggede på billederne igen og så, at han skulle gå på toilet og gøre sig klar, dette indebærer tandbørstning, morgenvask og sætte hår. 

Efter toiletbesøget skulle han have noget at spise, så han gik ud på gangen og ned til køkkenet, hvor der stod en pædagog som havde gjort klar til at ham, og de andre børn kunne spise morgenmad. Han sad altid på den samme plads, på den samme stole ved bordet, tættest på vinduet så han kunne kigge ud på træerne, dette beroligede ham meget. De andre børn sad også ved bordet, og ligesom ham sad de også på de samme pladser, på deres faste stole. Pædagogerne på stedet havde lavet en tegning over, hvor man skulle sidde, der var altid faste pladser. Nogle af dem sad ude i køkkenet samme med to pædagoger, mens der var andre der sad i stuen med en pædagog. 

Da han var færdig med at spise, tog han sin tallerken og bar den hen til opvaskemaskinen. Derefter gik han ind på sit værelse, kiggede endnu en gang på sine billeder for at se hvad han så skulle. Der så han at han skulle tage sit vasketøj, og bære det ud i vaskerummet. For at han kunne få sit tøj ind i vaskerummet, skulle han spørge en pædagog om at få låst døren op.

 Da han havde lagt sit vasketøj ud i vasketøjskurven, spurgte han en af pædagogerne om han måtte gå uden for og ryge. Det måtte han gerne, men pædagogen skulle følge med. De gik sammen ud af på den terrasse hvor man måtte ryge. Man måtte kun stå en af gang og ryge sammen med en pædagog derude. Man skulle være 18 år for at få lov til at ryge på stedet. Pædagogen der stod sammen med drengen, spurgte ham om han havde haft en god morgen, og om han glædede sig at se sin mor. ”Ja” svarede han køligt til pædagogen, uden at kigge på pædagogen.

Da han havde taget det sidste sug af sin cigaret, smed han sit skod ned i et askebægre og gik med hurtige trin ind igen på sit værelse.

Nu kunne han se på sine billeder, at han selv kunne få lov til at bestemme hvad han skulle lave, det stod der jo på hans billeder. Han låste døren og satte sig derefter i sin stol, trak sig over til sit computerbord og tændte for sin computer. Her spillede han et bilspil hvilket han syntes rigtig godt om. Efter en halv time slukkede han for spillet og for computeren. Han vidste så var det snart, at han skulle have besøg af sin mor. Han ventede bare på at hans pædagog ville komme, og banke på hans dør.

Det bankede på hans dør. ”Må jeg komme indenfor” lød det fra den kvindelige pædagog, som stod uden for døren. ”Ja” sagde han, og rejste sig op fra stolen låste døren op for hende, og satte sig ned igen. Den kvindelige pædagog kom ind og sagde til drengen: ”Så er det nu du får besøg af din mor. Vi skal gå ned til besøgsrummet”. Han rejste sig op fra stolen, satte den på plads og gik ud af døren sammen med den kvindelige pædagog. Sammen gik de ned ad gangen hen til det besøgsrum, hvor han skulle være sammen med sin mor. 

På vej hen til besøgsrummet stod der et af de andre børn. Drengen de gik forbi, kiggede ind i væggen. Men lige pludseligt gav drengen sig et ordentligt hvæs, strakte ryggen og hovedet tilbage som bue, og hamrede hovedet lige ind i væggen. BANG sagde det da hans hovedskal ramt væggen, så hårdt at det rungede i hele gangen. BANG, BANG, BANG, så voldsomt, at selv vinduerne begyndte vibrerede. ”Hvad er der vejen” spurgte den kvindelige pædagog drengen. Han værnede hende ikke et blik, han så kun ned i gulvet, med hovedet ind i væggen. Han kunne nemlig ikke lide at have øjenkontakt. Han pustede sig langsomt op og råbte med al sin kraft ad den kvindelige pædagog: ”JEG SKAL HAVE NOGET AT ÆDE!”. En anden pædagog kom styrtende hen, og tog sig af drengen, der fortsat hamrede sit hoved ind i væggen.  

Den kvindelig pædagog der skulle følge drengen, der skulle have besøg af sin mor, ned til besøgsrummet, og havde endelig nået hen til døren til besøgsrummet. Pædagogen tog i håndtaget til døren og åbnede den. Der sad moren til drengen. Hun sad med armene krydsede over hinanden og så på sit armbåndsur. Da pædagogen kom ind værnede moren ikke et blik til pædagogen. Moren kiggede første op da hendes dreng havde sat sig i stolen nær hende. Han sagde ikke noget til hende. Den kvindelige pædagog sad for bordenden, så hun kunne overvære besøget. Drengen så på sin mor men kunne ikke få øjenkontakt til hende. Han kiggede der efter ned i bordpladen. 

Da moren endelig kiggede op fra sit armbåndsur, udbrød hun rasende: ”Nu har jeg aldrig kendt magen til frækhed! Kan I ikke klokken her på stedet? Jeg skal sidde her og vente så lang tid på at min søn kommer ind. Der er gået ti minutter over tiden” Moren fortsatte med at råbe af den kvindelige pædagog. Drengene kiggede forsat ned i bordet. Moren pustede sig op og blev helt rød i hovedet, mens hun råbte ad den kvindelige pædagog: ”HVA FANDEN HAR I GJORT VED MIN SØN?”